Dato/tid
21.02.2024
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
VINTERJAZZ @ KoncertKirken
Zeuthen/Anderskov/Vestergaard x Crush String Collective + Lars Bech Pilgaard solo
LINE-UP:
#1
Zeuthen/Anderskov/Vestergaard x Crush String Collective
Jesper Zeuthen: Saxofon
Maria Jagd: Violin
Pauline Hogstrand : Bratsch
Tove Bagge: Bratsch
Jacob Anderskov: Piano
Oda Dyrnes: Cello
Anders Vestergaard: Drums
#2
Lars Bech Pilgaard – solo guitar
Den pladeaktuelle trio Jesper Zeuthen / Jacob Anderskov / Anders Vestergaard mødes denne aften med de multi-skandinaviske strygere fra Crush String Collective i Koncertkirkens smukke akustik. Sammen skaber de nutidig umiddelbar musik, der på én gang er favnende og udfordrende for lytteren, og som resonerer med rummet og publikum.
Crush String Collective (DK/SE/NO) er et eksperimenterende strygerkollektiv, der gennem deres sammenlagte 150 års instrument-erfaring, non-hierarkiske struktur og homogene sammenspil, tager lytteren med ind i en pludselig forelskelse i strygeinstrumenternes sarte og levende klang. De har brudt med den klassiske musiks strenge rammer og leger med øjeblikkets magi. De udforsker strygerlydens mange aspekter. De skaber musik der strækker sig fra den storslåede klang af et strygeorkester til atmosfærer af små lyde af træ og strenge, som møder bue og hår. Zeuthen / Anderskov / Vestergaard (DK) er et af de mest toneangivende bands på den eksperimenterende del af den danske jazzscene. Deres musik er en udkrystalisering af et mangeårigt samarbejde mellem tre improvisationsmusikere fra tre forskellige generationer, der placerer sig et sted mellem tekstural improvisation, ekspressiv freejazz og abstrakt soul.
Det er direkte og fysisk musik, der møder publikum på både udfordrende og forsonende vis, og som i følelsesmæssig forstand er rummelig og flerdimensionel.
Lars Bech Pilgaard – “Kollektiv”
Lars Bech Pilgaard præsenterer sin nye komposition for solo guitar: “Kollektiv”. I “Kollektiv” indlejres orglets historiske kraft i guitaren og sætter træ og metal i svingninger i et intimt lydbad. Værket fremføres i et multihøjtaler setup som en sanselig, meditativ lydoplevelse. I fascination af instrumenternes idiomatik og unikke egenskaber søges el-guitaren og kirkeorglet i “Kollektiv” at sammensmeltes. I værket dekonstrueres instrumenterne for at genskabes påny med kvaliteter og egenskaber fra begge. I kompositionen udforskes foreningen af orglet og guitaren og iscenesætter potentialer for samarbejde og samskabelse i konkret forstand, men også med en politisk undertone som en kommentar til samfundets stigende individualisering. Det er et kald efter mere nærhed, sammenhold og som titlen antyder kollektivisme.
El-guitarens ofte maskuline og potente historiske præsens udfordres i “Kollektiv” hvor instrumentet igennem besjælingen fra orglets lyd, rum og sprogstamme skaber et mere poetisk, spirituelt og flydende udgangspunkt. El-guitarens format overskrives og bliver et værktøj til at bruge kirkeorglet, og orglets rum som resonanskasse for el-guitarens frekvenser.
Lars Bech Pilgaard har igennem et årti gjort sit bemærket med sit energiske og altid sonisk afsøgende guitarspil. Om det er som sideman med Bisse, Anja Jacobsen, Maria Faust eller i nogle af Pilgaards egne ensembler SVIN, Klimaforandringer eller Slowburn, er man aldrig i tvivl om guitarens ejermand. Lars Bech PIlgaards musik befinder sig i grænselandet mellem støj, sakral nerve og organisk improvisation, men Pilgaards musikalske udtryk er i sin grundform foranderligt og han dyrker betingelsesløst rum med plads til det absolut abstrakte og det perverst konkrete. I 2013 udgav Pilgaard den anmelderroste solo-debut I want you to be around me som en støjende kærlighedserklæring til guitarens uanede muligheder. I 2015 gjorde han de vestjyske cykelstier usikre med en ultra-lokal solo-turne på cykel og udgav senest i 2018 en 7´tommer solovinyl med buespil og tapping på akustisk guitar der ligeledes udgjorde soundtracket til kunstfilmen FAVNTAGER, hvori Pilgaard spiller hovedrollen i fuldt skrud på et eventyrligt barokslot.
I 2024 udkommer Pilgaards nye soloplade som samler mere end 10 års studier og udforskninger af guitaren på en dobbelt-vinyl med både akustiske guitarer, elguitar og banjo.
Projektet er støttet af Koda Kultur
MORE INFO: https://jazz.dk/vinterjazz-2024/spillesteder/7380/
BILLETTER a 120 DKK / Stud: 80 DKK sælges i døren 30 min før koncertstart.
VINTERJAZZ 2024 @ KONCERTKIRKEN støttes af Københavns Kommune, Statens Kunstfond, KODA Kultur m.fl.