Dato/tid
05.07.2021
19:00 – 20:00
Sted
KoncertKirken
CPH JAZZ FESTIVAL
Thou Sonic Friend & Jakob Kullberg
Niels Rønsholdts cellokoncert Country møder Thou Sonic Friend!
To verdener forenes, når komponisten Niels Rønsholdts værk Country med cellist Jakob Kullberg udsættes for impro-trioen Thou Sonic Friend’s momentane kompositionsmetoder, hvor intet er givet på forhånd. Værket, som oprindelig er skrevet for stort ensemble, bliver her kogt ned til en mere intim kammerversion med blot fire musikere på scenen.
Projektet tager udgangspunkt i kompositionen Country, som er skrevet og tilegnet cellisten Jakob Kullberg. Country er et friskt take på den moderne cellokoncert, hvor cello-solisten i tillæg til en mere traditionel spillemåde desuden synger, mens han spiller på celloen som en guitar.
I “Country møder Thou Sonic Friend” lynes de to verdener sammen gennem vokalisterne Lyregaard og Kullberg’s fremførelse af tekst og melodi fra Rønsholdts forlæg. Kullbergs cello er sekundant for det oprindelige orkesterscore, mens Thou Sonic Friend forholder sig frit fortolkende til materialet og til tider sågar lokker Kullberg på afveje! Det ligger med andre ord i konceptets DNA at Country i dette format bliver et nyt værk hver gang det opføres, skønt det hver gang udfolder sig i slipstrømmen af den oprindelige kompositions byggesten.
Thou Sonic Friend impro-trio skaber kompositioner i øjeblikket ud fra korte skitser og fragmenter af tekst. Udtrykket er melodisk, poetisk legende med elementer af noise og real-lyd. Helt i forgrunden står trioens musikalske dialog og øjeblikkets interaktion imellem musikerne. Thou Sonic Friend samler tre erfarne improvisationsmusikere, der hver for sig har tråde tilbage til Jazzen, den klassiske musik, ny musik, folkemusikken og teater miljøet. Trioen udgav i 2019 sit anmelderroste debutalbum “Cinemateria” på Barefoot Records.
Jakob Kullberg, internationalt anerkendt dansk cellist har igennem mange år arbejdet tæt med komponister som Per Nørgaard, Kaija Saariaho og Bent Sørensen m.fl. Bl.a. er flere af Nørgaards værker komponeret og dedikeret til Kullberg. Kullberg turnerer flittigt og har bl.a. optrådt som gæstesolist i London Royal Philharmonic Orchestra, BBC Philharmonic Orchestra, Ensemble Intercontemporain, Sinfonia Varsovia og Bergen Philharmonic.
Parallelt med sit virke indenfor både den traditionelle og den nye klassiske musik, flirter Kullberg også med improvisation, jazz og pop. Bl.a. i projekter med jazzkoryfæer som Kresten Osgood, Steve Coleman, Marc Ducret og Jakob Bro.
Den danske komponist Niels Rønsholdts værker inkluderer eksperimenterende operaer, installationer, forestillinger og koncert musik. Rønsholdt arbejder i sine værker med en form for konceptuel kompositionsmetode, der involverer tekst, opførelse og musikalske udtryk, med referencer til main stream musik og andre historiske, musikalske former. Han er uddannet fra Det Kgl. danske musikkonservatorium ved Karl Aage Rasmussen og Bent Sørensen og i Berlin med Helmut Oehring. Rønsholdt har været kommissioneret af anerkendte internationale ensembler og hans værker er opført på de fleste større europæiske festivaler for ny musik.
Projektet er allerede blevet opført i denne alternative form på Elvermose Klassiske Koncerter i aug. 2020.
Original-versionen af Country blev uropført på SPOR-Festival i sept. 2020
Pressen skrev om Country i sin originalform:
“Det stof som drømme er gjort af. Man kan ikke andet end at tage hatten af for Århus-komponisten Niels Rønsholdts værk Country med syngende cellist. Jeg duftede knitrende bål, nybyggere og vildmark. Og tænkte på The Velvet Underground og Nico’s debutalbum, fordi verdensmusikeren Kullbergs utrænede stemme svingede ind og ud af noget perfekt/uperfekt og var afvæbnende og rørende.” – Andreo Michaelo Mielczarek, Aarhus Stiftstidende
Pressen skrev om Thou Sonic Friend:
“Lyde som fremmaner et nærmest Alice i Eventyrland-univers. Stærkt dragende med sin poesi fyldt med spænding og dramatik.” – Allan Sommer, Jazz Special
“Your music sounds beautifully spacious, allowing light and silence to play along-side you all… The combination of voice and instruments is unique; a remarkable effect in itself… This is so good.” – Robert Wyatt, Soft Machine
“Disse musikerne leverer aldri noe i nærheten af ‘en vanlig dag på kontoret’.” – Jan Granlie, Salt Peanuts.
BILLETTER a 100 DKK per koncert / Stud: 50 DKK sælges i døren.
Husk Coronapas!
Cph Jazz Festival @ KoncertKirken 2021 støttes af Statens Kunstfond, Københavns Kommune, William Demant Fonden, Augustinus Fonden, Dansk Musiker Forbund, Nørrebro Lokaludvalg m.fl.