Yarmouks pianist skubber sit hvide klaver rundt på sin onkels grøntsagsvogn. Han kender Beethovens symfonier; men bygningerne (deres øjne) og alleerne (deres ekko) kræver en anden melodi: ”Spil for os om brødkrummer, blå mand, og om døden på havet; spil en tone for søvnen, en anden for de fugle, som vores børn åd af sult. Der er ingen teatre her.”

Sådan skriver den libanesiske digter Zaina Hashem Beck om Ayham Ahmad. 27 år. Født, opvokset og bosiddende i Yarmouk otte kilometer syd for Damaskus’ centrum.

Yarmouk blev grundlagt af de syriske myndigheder i 1957 som en uofficiel flygtningelejr for dem, der var flygtet eller fordrevet fra deres hjem under den arabisk-israelske krig i 1948-49. På få år blev lejren en af de største i Mellemøsten og en af Damaskus’ tættest befolkede og vigtigste distrikter med flere end 150.000 registrerede flygtninge og et samlet indbyggertal på flere end 800.000.

Men da borgerkrigen i Syrien brød ud, blev Yarmouk hurtigt skueplads for intense kampe, og siden 2012 har bydelen været belejret. I dag er der omkring 18.000 palæstinensere tilbage i Yarmouk.

”For os er sangen og musikken den eneste flugtvej ud af den deprimerende lejr, som er forvandlet til et sted, der lugter af død og sult,” siger Ayham Ahmad, der i 2012 dannede Yarmouk Camp Band & Youth Band og i to år kørte sit klaver rundt i Yarmouks gader, samlede lejrens børn og sang med dem – med det ene mål at give børnene håb og glæde og løfte dem ud af de forfærdelige betingelser, de lever under, og som Ayham beskriver sådan her:

“Vi og vores børn i lejren oplever døden hver dag.
Vi lever i et mareridt.
Ingen mad, ingen strøm og heller ikke vand at drikke.
Uden mad i 600 dage.
Uden vand i 300 dage.
Uden strøm i 75 dage.
Når jeg er ude at synge med børnene og venner, så gør vi det sultne.
Vi gør det dog, for vi elsker at synge vores sange for fred og kærlighed.
Vi lider under de højeksplosive tønde-bomber, som høster flere af os, voksne og børn, hver dag.
Dette selvom vi ikke er syrere.
Vi har intet at gøre med krigen og heller ikke med den syriske revolution.
Vi beder verdenssamfundet om at stille krav om at holde os i lejren ude af konflikten i Syrien.
Og trods den manglende menneskelighed, vand, mad og alt vil vi blive i vores lejr og fortsætte med at synge for fred og kærlighed.
Tak til jer, for at sende vores besked til verden. Herfra lejren vil vi sige, at vi elsker jer.”

I begyndelsen af april gik Ayhams klaver til ved en brand, og han har siden kun spillet hjemme og kun med få børn.

Medvirkende:
Sabah Hamadoun (sang)
Noura Bittar Søborg (sang)
Anne-Marie Kozeluh (sang)
Walter Gaffron (violin)
Christian Hougaard (saxofon)
Boi Holm (guitar)
Nicolai Kjølsen (klaver)

Oversætter: Jinan Rashid Muhsin

GRATIS ADGANG