Dato/tid
03.05.2025 – 04.05.2025
10:00 – 18:00
Sted
KoncertKirken
Rued Langgaard Konkurrence 2025
Langgaard Konkurrencen finder sted d. 3. og 4. maj i Skt. Markus Kirke og i Koncertkirken på Nørrebro. Her kan Langgaard Konkurrencens deltagere opleves i en række af Langgaards værker for orgel, soloklaver, liedduo, violin/klaver-duo og strygekvartet foran en topkvalificeret jury af professionelle musikere og formidlere.
Derudover er der i år to nye kategorier: Arrangementer af musik af Rued Langgaard, hvor besætning er valgfri samt en særkonkurrence; Langgaard frit fortolket med frie bearbejdelser af Langgaards musik i valgfri besætning.
Konkurrencedeltagerne er unge musikere og studerende fra konservatorierne, der gennem konkurrencen og masterclasses på de tre klassiske konservatorier får indblik i Rued Langgaards musikalske univers.
Der er fri entre og det er muligt for publikum at overvære konkurrencen begge dage!
Op til 16 ensembler og solister deltager i konkurrencen, der løber fra lørdag formiddag til søndag eftermiddag, hvor juryen søndag kl. 15.30 kan annoncere vinderne af 1., 2. og 3. prisen af Langgaard Konkurrencen 2025.
Konkurrencens førstepris består af 25.000 kr. og en koncert ved Rued Langgaard Festival i september i Ribe. 2. pris er på 15.000 kr. og 3. pris er på 10.000 kr. Vinderne af Langgaard frit fortolket tilbydes et engagement ved årets festival.
Juryen består af
- Bratschist Marie Louise Broholt Jensen – bl.a. Nightingale String Quartet og Copenhagen Phil
- Pianist Kristoffer Hyldig – solist og kammermusiker i bl.a. Messiaen Quartet Copenhagen
- Violinist Teresa La Cour, 1. koncertmester i Copenhagen Phil
- Sopran Sofie Elkjær Jensen, bl.a. solist ved Det Kgl. Teater
- Organist Philip Schmidt-Madsen, organist og kantor ved Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København
- Esben Tange, juryformand og leder af Rued Langgaard Festival.
Om Rued Langgaard Festival:
Fra 4. september til 7. september 2025 fyldes Ribe med en masse spændende musik, talks m.m. i forbindelse med afholdelse af årets Rued Langgaard Festival. Festivalens kunstneriske aktiviteter udfoldes i og omkring Ribe Domkirke, hvor Rued Langgaard var domorganist i årene 1940-52.
Hvert års festival har et særligt tema, og hvert år præsenteres musik af Rued Langgaard og én eller flere beslægtede komponister. Temaerne er sætter komponisterne ind i en større sammenhæng og i 2025 præsenteres der musik af Tekla Griebel Wandall, Ludolf Nielsen og Rued Langgaard under temaet DANSK MYSTICISME.