Dato/tid
06.03.2020
20:30 – 22:30
Sted
KoncertKirken
Pigen Under Vandet
Pigen Under Vandet er en autobiografisk musikalsk forestilling, der inviterer publikum ind i et poetisk univers, hvor oplevelser vi måske ikke har turde tale om, eller ikke vidst hvad vi skulle stille op med, viser sig at kunne åbne vinduer til unikke ressourcer og personlig kraft, som kan være direkte retningsgivende – ikke kun for nye metoder og veje til håndtering af offerroller – men også til genoprettelse af det unikke selv, positiv livsanskuelse, bedre trivsel og ressourcestærkt liv.
Pigen under vandet havde premiere i NYC i 2013 i engelsk version med titlen Girl of Diamond Mountain. Værket er komponeret i samarbejde mellem skuespiller og sanger Lotte Arnsbjerg og komponist, musiker og dirigent Carman Moore og er skabt udelukkende gennem improvisation.
Lotte Arnsbjerg blev landskendt for sin rolle som den mystiske præst i tv-serien Strisser på Samsø, og har medvirket i mere end 80 teater forestillinger samt flere tv og film produktioner. Siden 2000 har hun haft egen virksomhed Trueformance , hvor hun rådgiver og træner ledere og private i performance og skærpelse af personlig ressource gennem kunstneriske metoder. Lottes spidskompetence er at se og definere blokering og ikke udfoldet ressource – og hjælpe til frigørelse og udfoldelse. Læs mere om Lotte her
Carman Moore er uddannet på Juilliard i New York, har mange store værker bag sig, som bl.a er opført på populære steder som Carnegie Hall, New York Philharmonic, Kennedy Center, Cleveland Orc. og mange flere. Læs mere om Carman her
Henrik Dam Thomsen spiller på albumudgivelsen af Pigen Under Vandet og medvirker på scenen ved denne koncert. Det har været enestående at samarbejde med Henrik under indspilningerne af musikken og det lå lige for, at invitere ham til at medvirke ved særlige lejligheder. Henrik er fuldtids ansat ved DR Symfoni Orkestret på 20ende år, og vi er meget stolte af at have ham og hans fantastiske Francesco Ruggieri cello fra 1680 med på scenen i koncertkirken. Læs mere om Henrik her
Mere om Pigen Under Vandet
Som 25-årig fortæller Lotte Arnsbjerg for første gang om de overgreb, hun er blevet udsat for som barn. Hun finder forløsning i erkendelsen, som forklarer det noget utilpassede, vilde og besværlige barn, de voksne oplevede hun var. Forløsningen er dog kort, da Lotte ikke møder anerkendelse hos de voksne, hun søger støtte fra, men lutter rygvendte reaktioner. En situation kun alt for mange med samme bagage kan nikke genkendende til.
Med Haiku-inspirerede sangtekster skrevet af Lotte Arnsbjerg og det poetiske lydunivers komponeret af Lotte Arnsbjerg og Carman Moore, produceret musik og lyddesign af Christoffer Høyer, har Pigen Under Vandet en intensitet og en ømhed, der indfanger, rummer, møder og sætter publikum fri – på en og samme tid.
Med Pigen Under Vandet ønsker Lotte at åbne det dialogiske rum, hvor vi finder et anderledes, kærligt og helende rum for tabuiserede emner og traumatiske oplevelser. Lotte deler åbnet sine erfaringer med budskabet om, at man kan rejse sig fra det mørke, der omslutter offerrollen og få et ressourcefyldt, godt liv.
Således er Pigen Under Vandet et intenst og livsbekræftende møde med en lille pige og hendes drømmeunivers, den unge kvinde og hendes dæmoner og det styrkede menneske, der konfronterer ønsket om at ville leve – ønsket om at ville møde lyset fremfor mørket.
Udgangspunktet for forestillingen kan synes hårdt og barskt, men det afgørende og anderledes fokus i forestillingen, musikken og Lotte Arnsbjergs tilgang til historien er, at vi mennesker har en unik og for altid intakt kerne, som vi kan genforene os med, når vi gør op med smertefulde oplevelser og destruktiv adfærd – og fravælger identifikationen med offerrollen.
Dette skridt er muligt, og der er ligeså mange veje som mennesker, – også udefrakommende hjælp at hente – men det afgørende skridt ud af offerrollen i retning af et godt liv, er offerets eget valg og ansvar, mener Lotte Arnsbjerg.
Institutionen The Art of Transformation, som Lotte Arnsbjerg har stiftet og er kunstnerisk leder af, tilbyder kunstneriske metoder til netop denne proces.
Vi glæder os til at dele en smuk og rørende aften i Koncert kirken på Blågårds Plads, som er et fantastisk rum, med super akustik og en helt særpræget stemning.
Producent: The Art of Transformation Music.
Billetpris: Voksen 90 kr. Ungdom og pensionist: 60kr.