Dato/tid
24.09.2018
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
FIGURA Ensembles 25 års jubilæumskoncert med Nicolai Worsaae.
FIGURA Ensemble fylder 25 år, og i årets tredje jubilæumskoncert, byder de på en portrætkoncert af Nicolai Worsaae med Signe Asmussen bag mikrofonen.
Værkerne Wesenheit ab Wesenheit og WaWV skrev Nicolai Worsaae til FIGURA Ensemble, da han var ensemblets huskomponist. Inspiration kommer fra digtsamlingen Isolationsdigteaf den østtyske spion Jörg Meyer. Under den Kolde krig spionerede Jörg Meyer for DDR mod Danmark og USA. Men han blev opdaget og oplevede i 1978 at sidde 11 måneder i total isolation. Det skrev han en håndfuld digte om, der udkom i 1979 på Informations Forlag.
Den digtsamling fik Nicolai for år tilbage af sin far Jørgen Worsaae, som i 1970′erne var fængselspræst i Vestre Fængsel – det fængsel, hvor den østtyske spion sad fængslet!
Lidt som en blind person famler Meyer i Isolationsdigteefter lydene rundt omkring sig, fra personer, biler og fugle, og oversætter dem til imaginære, levende billeder. Det er allerede dér en slags konkretlydskomposition, som drømmer sig ud af fængselscellens murer og tremmer.
Nicolais værkerhandler om det lille univers, som ens celle udgør, når man opholder sig i den 23 timer i døgnet. Den måde alle lyde bliver til en lang repetition, og lampen og radiatoren bliver ens venner. Det er ensomheden, men ligeså meget de psykiske tilstande, man oplever efter lang tids isolation: skizofreni og angst. Det er det, musikken forsøger at ramme. Med sin lydlige fortolkning trænger Nicolai Worsaae ind i nogle af de bivirkninger, som er forbundet med at være isoleret fra omverden.
I september udkommer en CD-udgivelse af Nicolais musik indspillet af FIGURA med Signe Asmussen på Dacapo Records og FIGURA fejrer både jubilæum og Nicolai Worsaae d. 24. september i Koncertkirken!
Program:
· Nicolai Worsaae: Wesenheit ab Wesenheit (2011)
Tekst: Isolationsdigte af Jörg Meyer: Kys, Isolation II, Mørket, I sengen, Vestre, Længsel
· Nicolai Worsaae: WaWV (2014)
Tekst: Isolationsdigte af Jörg Meyer: Kom, Regn bag ved tremmer, Manschauvinisme, Samtaler
Medvirkende:
Signe Asmussen, sang · Anna Klett, klarinet · Jesper Egelund, kontrabas · Frans Hansen, slagtøj · Nicolai Worsaae, elektronik · John Fomsgaard, lyddesign.
FIGURA Ensembles jubilæumskoncerter i 2018 er støttet af Augustinus Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond Det danske kongehus, Oticon Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, SonningFonden, Solistforeningen af 1921, Københavns Musikudvalg, Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for Musik, Dansk Komponistforenings Produktionspulje og KODAs kulturelle midler.
Foto: Niels Magnusson.
Billetter kan købes på BILLETTO og i døren.