Dato/tid
30.10.2022
19:30 – 21:30
Sted
KoncertKirken
Koncert med Michael Germer og Amatørsymfonikerne
Amatørsymfonikerne giver igen koncert i Koncertkirken. Denne gang med to unge danske kunstnere: dirigenten Carl-Oscar Østerlind og violinisten Michael Germer.
På programmet står musik af Sibelius: Uddrag af ”Karelia-suiten” og den dramatiske Koncert for violin og orkester – et af Sibelius’ mest værdsatte værker. Efter pausen opføres Beethovens 3. symfoni ”Eroica” – et absolut hovedværk i musikhistorien.
Michael Germer (*2002) vandt som 11-årig Talentprisen ved Jacob Gade Konkurrencen. I 2015 vandt han guldmedalje ved Berlingske Musikkonkurrence og året efter 1. prisen ved ”Øresunds Solist”. Med sit naturlige musikerskab og sin varme sanselige tone har violinisten Michael Germer vundet succes i Skandinavien og i Israel, hvor han studerer og allerede har etableret sig som solist.
Dirigenten Carl-Oscar Østerlind (*1984) er uddannet cellist ved konservatorierne i København, Stockholm og Los Angeles. Han er aktiv som solist, kammermusiker og underviser og har været solist i en række nordiske symfoniorkestre og ensembler. Sideløbende med cellokarrieren har Carl-Oscar modtaget undervisning i direktion og dirigerer jævnligt flere ungdoms- og amatørorkestre i Danmark.
Billetter á kr. 100 kan købes ved døren ½ time inden koncerten og på www.amatorsymfonikerne.dk