Dato/tid
05.01.2019
21:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
GOLDBERGVARIATIONER
GOLDBERGVARIATIONER er en sansemættet koncertforestilling, der inviterer sit publikum med langt ind i den besnærende tilstand mellem liv og drøm.
Ursula Andkjær Olsens nye tekst ”Goldberg Variationer” er skrevet direkte til J.S. Bachs tidløse mesterværk af samme navn. Den billedrige tekst reflekterer musikkens gribende stemninger såvel som de mageløst komponerede flerstemmigheder og sindrige systemer i Bachs partitur. Og så er den inspireret af historien om en søvnløs greve.
For 277 år siden skrev Bach de originale Goldbergvariationer – en kompositorisk kraftpræstation: Én eneste harmonisk progression i G-dur bliver forvandlet til hele 30 variationer og en næsten altomfavnende palet af menneskelige udtryk. Med sin lange række af variationer skaber musikken en tilstand, hvor tiden opløses og drømmene kan flyde frit. Denne tilstand er samtidig afsættet for Ursula Andkjær Olsens labyrintisk lagdelte drømmetekst, som flyder ind og ud mellem de 30 variationer.
Opført af skuespiller Signe A. Mannov og akkordeonist Andreas Borregaard i et visuelt rum skabt af Julie Forchhammer og Mikkel Jensen, udgør GOLDBERGVARIATIONER en usædvanlig tværæstetisk oplevelse. En koncert hvor Andkjær Olsens nye lyrik vokser sammen med Bachs legendariske musik og hvor tæt samspil og nye refleksioner opstår mellem ord og toner.
Medvirkende: Signe A. Mannov og Andreas Borregaard
Tekst: Ursula Andkjær Olsen
Musik: J. S. Bach
Idé og projektledelse: Andreas Borregaard
Instruktørkonsulent: Olaf Johannesen
Scenografi: Julie Forchhammer
Lysdesign: Mikkel Jensen
PR-foto: Søren Meisner
GOLDBERGVARIATIONER er støttet af Statens Kunstfond.
Billetter på: https://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/goldbergvariationer