Dato/tid
01.03.2013
22:00
Sted
KoncertKirken
Siden dannelsen i slut-90’erne har Speaker Bite Me markeret sig som et af de mest kompromisløse og særegne rockbands herhjemme. I Koncertkirken vil gruppen gå i kødet på deres hovedværk, den dunkle juvel ‘If Love Is Missing It Must Be Imposed’ fra 2000.
Om koncerten udtaler sanger og guitarist Signe Høirup Wille Jørgensen:
“If Love Is Missing It Must Be Imposed’ har vi altid kaldt vores mørke plade. Jeg husker, at to numre ligefrem ikke fik lov at komme med på den endelig trackliste, fordi de havde for positive anelser. Pladen var vores første omgang med ambitionen om at lave et dvælende værk, og det blev til i trygge omgivelser, alt imens vi var forfulgt af ubehagelige hændelser a la død og ødelæggelse. Vi er meget stolte af kompositionernes krævende karakter, og det er en plade, mange mennesker siden hen har kaldt vores ”hovedværk”.”
Som opvarmning for Speaker Bite Me har vi udvalgt Broken Twin. Bag navnet gemmer sig den yderst talentfulde Majke Voss Romme, der med sin skandinaviske melankoli og sfæriske melodier vækker minder om navne som Cat Power, Feist og Anthony and the Johnsons.