Ensemble Storstrøm og Silk Road Orchestra / Bilal Irshed

Dato/tid 12.11.2026
19:30 – 21:00


Musikalske grænser krydses, når Ensemble Storstrøm mødes med den dansk-palæstinensiske oud-spiller Bilal Irshed og det unge, talentfulde Silk Road Orchestra fra Goldschmidts Musikakademi.

Bilal Irshed er koncertens brobygger. Som solist og som leder af Silk Road Orchestra binder han de to ensembler sammen og fusionerer arabisk musiktradition med klassisk kammermusik. De unge elever spiller side om side med Ensemble Storstrøms professionelle musikere, og sammen skaber de et samspil på tværs af alder, erfaring og kulturer. Projektet er inspireret af mødet mellem arabisk og vestlig kultur, og bygger videre på et samarbejde Ensemble Storstrøm og Bilal indledte for 3 år siden. Mellem Bilals numre spiller ensemblet klassiske kammermusiksatser.

Arabiske melodier og rytmer væver sig sammen med danske sange og vestlige elementer. Når vi åbner op for hinandens musik, opstår nye historier, og verden bliver større.

BILAL IRSHED er uddannet i Jerusalem og er en af de fremtrædende musikere i Norden inden for arabisk musik. Som musiker og komponist arbejder han med den arabiske musiktradition, samtidig med at han udforsker nye klange og musikalske møder. I 2024 modtog han Wilhelm Hansens Hæderspris for sit musikalske virke og sit arbejde med at bygge bro mellem kulturer gennem musikken.

ENSEMBLE STORSTRØM, der til dagligt er hjemmehørende i det moderne Kunst- og Musikhus KUMUS på Fuglsang, er et af fem nationale basisensembler, der sikrer et levende og aktivt musikmiljø med musikoplevelser af højeste kvalitet i sine bidragskommuner og i Kulturregion Storstrøm.

Ensemblet blev dannet i 1991 og består af 8 højt profilerede kammermusikere i en unik instrumentbesætning, 3 strygere, 3 blæsere, klaver og harpe.

Med førsteklasses klassiske koncerter og en udadvendt musikpædagogisk indsats, skaber ensemblet musikalske stjernestunder. De spænder fra musikalsk samskabelse med børn og kreative projekter med andre kulturaktører til koncerter med de største klassiske værker og kendte gæstesolister.

SILK ROAD ORCHESTRA optræder med en bred palet af musik fra Mellemøsten og er et blandet ensemble med de mest erfarne elever på Goldschmidts Musikakademi. Orkestret ledes af Bilal Irshed (oud), som er en af de mest prominente musikere i Norden indenfor den mellemøstlige musiktradition.

GOLDSCHMIDTS MUSIKAKADEMI er en musikskole, som tilbyder gratis musikundervisning og udlån af instrumenter til børn i udsatte positioner. Musikskolen spiller og synger musik fra hele verden og har fokus på at fortælle omverdenen historien om, hvordan musik og kunst skaber bånd på tværs af kulturelle, sociale og nationale tilhørsforhold.


Billetter i døren: 50 DKK
Gratis for unge under 25 og studerende.
Dørene åbner 19.00


Koncerten er arrangeret af Goldschmidts Musikakademi og Ensemble Storstrøm og støttet af Statens Kunstfond.