Dato/tid
06.06.2022
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
EARLY MONDAY
Syng, hjerte! Syng!
Med Helen Rossil og Mattias Lundberg
I sin ph.d.-afhandling “Kingotone og brorsonsang – folkelig salmesang i Danmark. Fra salmebøger og lydindspilninger” har Helen Rossil beskrevet ukendte sider af dansk sanghistorie. I samtale med professor Mattias Lundberg fra Uppsala universitet vil hun denne aften præsentere resultater fra sin forskning, og undervejs vil hun give eksempler på den særlige syngemåde. Publikum får også lov at prøve!
Med reformationen i 1536 blev den enstemmige menighedssang indført. Forestillingen om at en melodi altid lyder på samme måde, og at man i fællessangen må synge nøjagtigt de samme toner på nøjagtig samme tidspunkt, var ny. På landet blev sangen styret af degnen og blev først rigtig ensrettet og unison, da man i løbet af 1800- og 1900-tallet fik orgler i landsbykirkerne.
Visse steder blev man ved med at synge efter Kingos salmebog fra 1699, hvormed man fastholdt den gamle syngemåde. Enkelte, isolerede steder dyrkedes kingosangen så længe at den er blevet dokumenteret på lyd.
I den vækkelse der i 1800-tallet gik over Danmark, fik Brorsons salmer stor betydning. De blev sunget på både kendte melodier fra kirkesangen og på nyere visemelodier. Denne folkelige brorsonsang udfoldedes helt uden musikalsk styring. Også brorsonsangen er dokumenteret på lyd.
Folkelige salmesangstraditioner kendes fra hele det nordiske område, men i modsætning til vores nabolande, er de i Danmark et stort set ukendt fænomen. Denne aften skal vi genopdage en udbredt, men glemt sangtradition. Vi skal prøve fællessang, hvor man ikke skal synge på slaget eller intonere ens, men kan glide mellem tonerne og pynte og bøje melodien som man vil.
Efter præsentationen er der et glas vin.
Medvirkende:
Helen Rossil, sanger, pædagog og sangforsker. Helen forsvarer 7/5 sin afhandling ved Uppsala universitet.
Mattias Lundberg, professor, fil.dr., Uppsala universitet. Mattias er foruden for sin omfattende forskning kendt for sine folkeoplysende programmer i Sveriges Radio.
Entré: 50 kr.
Samarbejdspartnere: KoncertKirken, Reformert Kirke, Det Italienske Kulturinstitut m.fl.