Dato/tid
29.11.2014
16:00 – 18:00
Sted
KoncertKirken
Debutkoncert – Angelica Asp
Velkommen til Eventyrland, hvor Alice spiller saxofon, harmonikaen får sit eget liv og Kurt Weill springer ud som barokkomponist. Angelica Asp debuterer fra solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium med en scenisk koncert, der rummer både humor, inderlighed og stor dramatik
Programmet byder blandt andet på uddrag fra Kurt Weills ”Die Sieben Todsünden”. Værket handler om Anna, som tager ud i verden for at tjene til et lille hus til sin familie. Musikken er omarrangeret til barokinstrumenter og de fire musikere i Violon-banden bliver selv en del af fortællingen, når de udover at spille også stemmer i sang og træder i karakter som de fire familiemedlemmer.
”Sound Sense” er et moderne værk, baseret på tekster fra ”Alice i Eventyrland”. Det er komponeret af den norsk-engelske komponist Mark Adderley og er sandsynligvis det eneste værk i verden for sopran, saxofon og slagtøj. Tonesproget er legende, mærkværdigt og inspireret af Alices skøre univers. Publikum møder blandt andre en meget glemsom, saxofonspillende Alice, en syngende faun og en nysgerrig kat i form af finurlig slagtøj.
Programmet rummer også en ”koncert i koncerten”, nemlig teaterkoncerten ”…og stilheden hvilede over verden…”. Musikken består af udvalgte værker af blandt andre Maja Ratkje og Øistein Sommerfeldt, iscenesat af en teaterinstruktør. Iscenesættelsen giver med- og modspil til sangene, som ledsages af akkordeon (harmonika). Undervejs forvandles akkordeonisten til et pindsvin, med harmonikaen som hendes stikkende skjold. Et andet sted er hun en tørstende kvinde, som fastlåst til sit instrument, desperat forsøger at få sig en tår at drikke.
Medvirkende:
Angelica Asp, sang
Louise Elskær, saxofon
Mikael Nilsson, slagtøj
Ida Løvli Hidle, akkordeon
Violon-banden:
Troels Svendsen, barokviolin
Mogens Rasmussen, viola da gamba
Mogens Andresen, barokbasun
Søren Gleerup Hansen, cembalo
Instruktion: Nanna Buhl Andresen
Der er fri entré til koncerten.
* * *
Om Angelica Asp
Angelica er uddannet sanger fra Det Kgl. Musikkonservatorium og debuterer med denne koncert fra solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, hvor hun har studeret hos professor Helen Gjerris. Hun har desuden modtaget undervisning af blandt andre Bo Skovhus, Helmut Deutsch, Tove Lønskov, Sonja Kehler og Stig Fogh Andersen.
Angelicas musikalske omfang spænder fra renæssance, opera og lieder til kabaret og moderne kompositionsmusik. I 2013 kunne man opleve Angelica i rollen som Annemarie i ”Doppelportrait mit Vase” (M. Tsangaris) på SPOR festivalen i Århus og som Kate Pinkerton i ”Madame Butterfly” på Opera Hedeland. Hun har medvirket i flere forestillinger på Malmö Opera og været solist med blandt andet Wermland Operas Orkester. Har arbejdet med dirigenter som Tamas Vetö, Alexander Polianichko, Andreas Lönnquist og Martin Nagashima Toft. Angelica er medlem af kammermusik-trioen SIDUS og af Violon-banden, som er husensemble ved Rosenborg Slot.
Angelica interesserer sig især for udviklingen af den klassiske koncertform gennem mødet med andre kunstformer, og har tidligere lavet flere projekter indenfor dette område. Senest med teaterkoncerten ”og stilheden hvilede over verden…” på Huset-KBH, som er en iscenesættelse af udvalgte moderne kompositioner. Hun har desuden medvirket i adskillige performances ved Lilith Performance Studio i Malmö, blandt andet med den danske performanceartist Lilibeth Cuenca Rasmussens ”Mis United” og i Morgan Schagerbergs ”Konservburksdjungeln”, som også opførtes ved performance-festivalen ”ACTS” (2012) på Museet for Samtidskunst i Roskilde.