Dato/tid
28.09.2016
20:00 – 23:00
Sted
KoncertKirken
Den 28. februar i år døde saxofonisten Christian Kyhl. Han har på mange måder betydet rigtigt meget for det Københavnske musikliv med sin unikke stemme på sit instrument og med det engagement han lagde i det musikmiljø han var en del af. Christian var en ildsjæl som brændte for musikken igennem hele sit liv, hvilket ikke mindst skinnede igennem i den sidste del af hans liv hvor han, på trods af kræft i struben, var en stadigt meget aktiv musiker med såvel de unge som de ældre. Der udkommer to plader post-mortem med Christian. Den ene med hans band Avantis som har eksisteret siden 70’erne og består af ham selv, Peter Friis Nielsen og Claus Bøje, og som indbefatter Vagn E. Olsson på denne kommende plade. Den anden plade er et nyere samarbejde med nogle unge drenge. Bandet kom til at hedde Konkyhlie og bestod af ham selv, Taus Bregnhøj-Olesen, Kristian Tangvik, Asger Thomsen og Jeppe Høi Justesen.
På denne aften vil vi mindes Christian ved en række koncerter med de to ovennævnte bands samt et stort ‘hyldestorkester’ bestående af musikere fra nær og fjern som samles for at hylde Christian Kyhl.
20.00 – Hyldestorkester
21.00 – Konkyhlie feat. Laura Toxværd
22.00 – Avantis feat. Thorsten Høeg