Dato/tid
26.01.2015
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
Barokmusik med DOPPLER DUO
Doppler Duo består af Monica Schmidt Andersen på blokfløjter og Tina Christiansen på orgel og cembalo.
De begyndte at spille sammen i 2012 i en fælles fascination af J. S. Bachs musik, og det blev starten på et samarbejde, hvor der ikke er grænser for hvilke tangenter, der spilles på, og hvilken musik de kaster sig over.
Duoen brænder for at dele og formidle musikoplevelser og har samlet Det Fede Barokprogram, som går fra den italienske vildskab til den tyske retoriske stil. Fra Italien spilles bl.a. blokfløjtekoncerter, hvor orglet agerer orkester for fuld udblæsning med blokfløjten i toppen i kapløb med de hurtige noder. Over for den italienske vildskab står bl.a. J. S. Bach, som med sine sonater for fløjte og obligat cembalo slår fast, at han er retorikkens store mester.
Yderligere oplysninger: http://www.dopplerduo.dk
Ved koncerten i Koncertkirken d. 26. januar spilles værker af A. Vivaldi, G. Ph. Telemann, J. S. Bach, m.fl.
Monica Schmidt Andersen studerer i solistklassen ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Odense, hvor hun i 2013 med topkarakter færdiggjorde sin kandidatuddannelse som klassisk blokfløjtenist musiker performer hos Nikolaj Ronimus. Derudover har hun studeret på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm hos blokfløjteprofessor Dan Laurin og folkemusik blokfløjtenist Göran Månsson. Monica er en aktiv kammermusiker samt solist, og hun bevæger sig både indenfor tidlig – og ny musik samt traditionel folkemusik.
http://www.monicasandersen.com
Tina Christiansen debuterede som organist fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse i 2013 hos Professor Ulrik-Spang-Hanssen. Sideløbende med solistklassen har Tina desuden studeret hos organist Anders Johnsson ved Musikhögskolan i Malmö, Sverige. I 2011 afsluttede hun med topkarakter sin kandidateksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium med hovedfagene orgel og cembalo/kammermusik. Tina er aktiv både som solist og kammermusiker, og hun har spillet koncerter i store dele af Europa og Asien samt været finalist og prismodtager ved internationale orgelkonkurrencer.
http://www.tina-christiansen.dk
Entré: 50 kr.
Koncerten støttes af Statens Kunstfond.