Dato/tid
26.06.2016
20:00 – 22:00
Sted
KoncertKirken
Danstrups seneste udspil hedder Sacrified og er et om muligt endnu mere udfordrende og dogmefyldt projekt. Danstrup er vendt tilbage til det store orkester, men angriber musikken fra nye sider: der er vokal, tekster med religiøse referencer, en majoritet af kvindelige musikere og en besætning, som for alvor udfordrer hans kompositoriske potentiale. Dogmerne hober sig op, for det er første gang han arbejder med sang og tekst. Og eftersom han altid har undret sig over at danske kunstnere henvender sig til et dansk publikum på engelsk er dogmelogikken, at det må han så også gøre. Teksterne har alle sammen direkte forbindelse til religion, for det er et område som udfordrer ham mest. Danstrup er ikke religiøs og er ikke ude i et religionskritisk ærinde, men tager udgangspunkt i forskellige religiøse paradokser og historier. Det religiøse indtager en central plads i den aktuelle debat om indvandring, danskhed og kulturforskelle, og det er lige så meget den vinkel, som farver det tekstlige udtryk.
En anden vigtig debat er kønsbalancen i rytmisk musik, som med jævne mellemrum blusser op i Danmark. Danstrups svar på problemstillingen er at lave et orkester hvor kønsfordelingen er skæv ’den anden vej’ og derigennem indirekte stille spørgsmålet: bliver musikken anderledes af den grund? Er kønsbalancen et relevant parameter at bedømme og opleve musik på?
De 8 musikere fordeler sig med 5 kvinder og 3 mænd, men besætningen er også bemærkelsesværdig: vokal, fløjte, cello, klaver, valdhorn, tuba, bas og trommer.
Hermed er klaveret for første gang indarbejdet i Danstrups musikalske univers, der bevidst har lagt fokus på det melodiske, men også stærkt krydrede harmoniske udtryk.
Teksterne refererer både til bibelhistorien og til det politiske og giver musikken kant og farve.
Orkestret udsender sin første CD i juni 2016 på pladeselskabet ILK.
* * *
Sacrified:
Vokal: Nina Baun Jeppesen
Fløjte: Mariane Bitran
Cello: Soma Allpass
Klaver: Makiko Hirabayashi
Valdhorn: Lise Munch
Tuba: Rasmus Kjærgaard Lund
Akustisk basguitar: Peter Danstrup
Trommer: Bjørn Heebøl
* * *
Entré: 60 kr.
Entré + Plade: 150 kr.